Fisketips
Vores fisk
Regnbueørred
Regnbueørreden stammer fra Nordamerika. Den foretrækker køligt og iltrigt vand og trives derfor optimalt i Jelling P&T.
Den kendes på de mange små sorte prikker på finner og hale. Forår og sommer er den sølvblank med mørk ryg, men hen på efteråret og vinteren bliver den mørkere, og hannerne udvikler en kæbekrog. Det er en del af parringsdragten.
Vores regnbueørreder er i størrelse fra knap 1 kilo til 6-7 kilo.
Bækørred
Bækørreden er en indfødt dansk fisk.
Den kendes på de røde prikker med en ring omkring, samt den gule bug. Den er mere sky end regnbueørreden og derfor vanskeligere at fange.
Bækørrederne bliver ikke så store som regnbueørrederne, men i søen har vi nogle, som ingen (endnu) har kunnet fange og derfor efterhånden vejer ca. 3 kg.
Vores foder
Naturlig føde
Fiskene fodres ikke, sø de skal kunne klare sig med, hvad de kan finde af naturlig føde i søen og udfordringen består derfor i at få dem til at vælge netop dit tilbud.
Selvom vi har haft søen i flere år, kan vi lige så lidt som andre give et skudsikkert bud på, hvornår fiskene er i bidehumør og hvad du skal servere for dem.
Vi har oplevet en fisker fange 15 fisk på mindre end en time, og vi har oplevet 5-6 fiskere kun fange en enkelt fisk i løbet af 2 timer.
Vi kan heller ikke påstå, at der findes en speciel vidunder-agn, som altid virker. Nogle dage, eller bare timer, kan det være det ene, andre dage noget andet.
Bait
Powerbait
Powerbait er altid godt fisket med en prop/flod.
Vi har oplevet en del, der med held har fisket powerbait aktivt. De har formet den som en 4-5 cm lang pølse, der spidser til i enden og har trukket den langsomt ind.
Rød og gul powerbait er gode farver.
Orm
Orm er en gammelkendt klassiker og den tager stadig sin del af fangsterne. Men så vidt vi kan se, slår orm ikke powerbait.
Endegrej
Spinner
Spinnere kan vise sig at være det, der skal til. Og helt ringe er de aldrig.
Den gode gamle Mepps med kobberfarvet blad med røde prikker er vist ikke overgået af meget andet.
Et lille trick: hvis en fisk følger efter uden at hugge, hjælper det sommetider at stoppe indspinningen et par sekunder og lade spinneren flakse ned gennem vandet.
Wobblere og blink kan være den rigtige medicin, hvis der skal fiskes dybt.
Fluer
Det kan visse dage være det meste overlegene at bruge fluer. Hvis fiskene tager insekter på overfladen, bør der bruges tørfluer, som bedst ligner det, de spiser. Gælder det vådfluer, er mønstre med noget blåt og hvidt i ofte gode. Spørg os ikke hvorfor !
Det bedste råd af alle er nok at forsøge noget andet, hvis det første ikke virker. At fiske forskellige steder med forskellige hastigheder og dybder.
De fleste fisker ved indløbet til fiskesøen. Ingen tvivl: det er også godt her, for ørrederne vil gerne stå i strømmen. Hvad mange ikke lige er opmærksomme på er, at ørrederne også holder til ved søens afløb i den modsatte ende af søen eller i den dybeste del af søen ude midtpå.